Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Sygdom

Her kan I læse, hvordan vi håndterer det, når børn bliver syge i Dronning Louise, samt hvilke retningslinjer Københavns kommune har vedrørende sygdom i institutioner.

Den kommunale sundhedstjeneste i Københavns kommune har fastsat retningslinjer for, hvornår et barn efter en smitsom sygdom igen må komme i daginstitution/dagpleje. Reglerne er lavet for at begrænse spredningen af smitsomme sygdomme. 

Det kan være vanskeligt for forældrene at få arrangeret pasning af deres syge barn. Nogle forældre vælger at løse problemet ved at give deres syge barn børne-panodil om morgenen, inden det afleveres i vuggestuen. Men et barn bliver ikke raskt, når det får børne-panodil. Hvis et barn møder i vuggestuen uden at være helt raskt, har det på grund af nedsat modstandskraft en større risiko for at pådrage sig en anden sygdom, og barnet vil kunne smitte de andre børn i institutionen. Det er synd både for barnet og for de andre børn. Vi modtager ikke børn der har fået børne-panodil.

Rask eller syg?

Syge børn skal passes hjemme. Barnet har brug for jeres omsorg, og kan desuden smitte de andre børn og personalet i institutionen. Når der skal tages stilling til, om et barn er rask eller sygt, er det vigtigste altid at vurdere barnets almentilstand. 

En påvirket almentilstand kan være at:

  • -barnet er mat, klattet, pylret, urolig og/eller grædende
  • -barnet ikke vil lege, som det plejer, men vil helst ligge, eller sidde stille
  • -barnet ikke har lyst til at spise eller drikke, som det plejer
  • -barnet ikke deltager i de almindelige aktiviteter 

Andre sygdomstegn kan være:

  • -diarré og/eller opkastninger
  • -voldsom snot eller hoste
  • -øjenbetændelse med pus
  • -feber  

Smitsomme sygdomme, hvor almentilstanden ikke er påvirket

Mange sygdomme er smitsomme. For at begrænse smittespredningen kan det kræves, at et barn i nogle tilfælde må blive hjemme - også selv om barnets almentilstand ikke er påvirket. Det gælder for eksempel ved børnesår.

Hvis barnet bliver sygt, mens det er i institutionen

Personalet vil kontakte jer, hvis jeres barn bliver sygt i løbet af dagen. I har da pligt til at hente barnet hurtigst muligt. Vi kontakter jer altid, hvis vi i løbet af dagen oplever, at barnet ikke leger som det plejer, græder mere, eller reagerer anderledes. Vi ringer og informerer jer om jeres barns trivsel, og vi aftaler sammen om, hvad vi gør. Det kan være, at vi giver barnet en ekstra lur og vurderer situationen igen, eller aftaler, at I skal komme og hente barnet. Hvis barnet bliver dårligere, ringer vi og fortæller, at barnet skal hentes.

Hvornår må barnet komme i institution igen?

Hovedreglen er, at syge børn ikke må komme i daginstitution, og at et barn med en smitsom sygdom først må modtages, når det ikke længere smitter. Det vil i de fleste tilfælde betyde, at barnet må komme i daginstitutionen, når det er raskt. Barnet er raskt, når det kan deltage i de aktiviteter, det plejer, uden at kræve særlig pasning. Der er ikke samme mulighed for at kunne putte og sidde på skødet som hjemme, og det kan være voldsommere for et ikke-raskt barn at være i institutionen. Når barnet er i institutionen, skal det forholde sig til de andre børn og voksne på stuen. Sørg derfor for, at dit barn er helt raskt, før det sendes tilbage i institution. Både for dit barn, pædagogernes og de andre børns skyld.

Medicin

Da personalet ikke er sundhedsfagligt uddannet, må vi ikke varetage, observere eller behandle syge børn – derfor må vi heller ikke give børnene medicin. Undtagen livsvigtig lægeordineret medicin (f.eks. astmamedicin), såfremt der ligger en udførlig vejledning fra lægen om dosering, samt hvordan medicinen gives. Hvis jeres barn får medicin (inkl. penicillin eller antibiotika), vil vi meget gerne informeres, da medicinen kan påvirke barnets almentilstand.

Hvad gør vi i institutionen for at mindske smitte og sygdom?

  • Vi gør meget for at forebygge risikoen for at blive smittet med sygdom. På personalemøder drøfter vi løbende mulighed for forbedringer, og har dialog med forældrerådet herom.
  • Vi vil være en skofri zone. Derfor beder vi alle om at tage sko og støvler af, inden de kommer ind. Vi vil ligeledes opfordre alle forældre/bedsteforældre og andre der kommer i institutionen, om at hjælpe hinanden med at huske, at det er en skofri zone. På denne måde mindsker vi skidt og snavs på gulvet, som er jeres børns legeplads.
  • Vi opfordrer alle forældre til at vaske hænder med jeres barn, når I kommer, og igen når I går hjem. På denne måde kan vi holde bakterier nede.
  • Vi vasker hænder med alle børn inden de skal spise, når de kommer ind fra legepladsen, eller fra turen. På denne måde undgår vi at børnene, der jo kommer til at spise med fingrene, får bakterier i maden.
  • Vi vasker jævnligt legetøj af. Det legetøj der ikke kan vaskes, lægges enten væk i en periode, eller bliver tørret af med en klud.
  • Sengetøj bliver ligeledes vasket. Det vaskes cirka hver 4-5 uge, eller ved behov.
  • Ved bleskifte bliver puslehynden vasket. Efter den store skifte-runde efter frokost, bliver puslebordet vasket.
  • Når vi tørrer snotnæser er der sprit tilgængeligt, hvis man ikke kan gå ud og vaske hænder.
  • Vi lufter ud 5 min. af gangen, for at få skiftet luften ud.

Rådgivning og kontakt 

Den primære rådgivning får I fra personalet i institutionen. Hvis der opstår tvivl om sygdom hos jeres barn, kan I kontakte barnets praktiserende læge. Vi gerne have, at I ringer så tidligt som muligt om morgenen og giver besked, hvis jeres barn er blevet sygt. Vi vil også gerne vide, hvad jeres barn fejler. Giv gerne besked dagen før jeres barn er rask til at komme i institution igen, så vi er klar til at tage imod jer. Ved smitsomme sygdomme sætter vi et opslag på hoveddøren. 

Venlig hilsen

Personalet i Dronning Louise